Kunstner Jannie Kloster 

  • Jannie Kloster
    Smil - det er en dejlig dag 60x80cm Jannie Kloster
  • solgt

Besøg galleriets webshop www.jarsboart.com her kan du se nærmere om størrelse og priser på de respektive værker.

Kunstner Jannie Kloster

Bor nu i Silkeborg, International billedkunstner inspireret af sit ophold i Shanghai i Kina fra 2005 – 2011.

Kunstner arbejder med materialerne: akryl, blæk og med Mixed Media på lærred. Hun bruger spatel og pensel og blæk.

Jannie Kloster debuterede med sine første udstillinger i Shanghai i 2009, og hun har haft sin første solo udstilling i J ART Gallery, Shanghai i marts 2010 med mere end 50 malerier, efterfulgt af en større solo udstilling i Nordic Lighthouse i forbindelse med Verdens EXPO 2010 i Shanghai. Shanghai Art Fair 2010 og 2011, en af de største kunstmesser i Asien. Fra 2012 udstiller hun også permanent i M50 i Shanghai - et af verdens mest besøgte kunstområder. I 2013 var Jannie Kloster 2 gange i Shanghai til åbning af sine udstillinger i to forskellige gallerier og i 2016 inviteret til at udstille i Singapore.

Kunstner Janni Kloster har mere end 200 udstillinger bag sig i gallerier og kunstforeninger i virksomheder er her nævnt nogle eksempler:

Inspireret af Kinas gamle møbeldesign i guld, røde og sorte lak farver og hendes liv i et farverigt Asien, maler Jannie Kloster ofte med stærke farver og streger. Det forstærker udtrykket i hendes motiver og billeder, der udstråler en utrolig energi, glæde og fantasi. Ofte har hendes malerier en dobbelt betydning, og i nogle findes "skjulte" dyr. Det er hensigten, at iagttageren skal bruge sin fantasi og få sig en aha oplevelse. For hende er naturen og hvert træ en spændende skulptur, og der er en dejlig historie med skjulte ord i træet og en dyb mening bag hendes farverige træer – Livets Træer.

Jannie Kloster har i rekordtempo nået langt ud over kanten med sine malerier - hun har gennemgået en ekstrem hurtig udvikling fra de første malerier til det, hun maler i dag, og man overraskes gang på gang af historien og den meget dybere mening, der findes i hendes værker Hun har en utrolig kraft, styrke, positiv energi og humor, som hun elsker at give andre gennem sine malerier.

Artist statement:

Som grundidé synes jeg, man skal have flere oplevelser i et maleri, og jeg ønsker med de mere eller mindre skjulte motiver at fremprovokere en fantasi og ny tankegang hos seeren. De fleste kender følelsen af at give slip på alle andre tanker, når de ser skyerne drive forbi og finder forskellige motiver i dem.

Jeg har med årene erfaret, at jeg tænker mere i dyr end de fleste mennesker – for rigtig mange ting, som jeg ser i mine omgivelser, omsætter jeg til dyr. Det kan være skygger, buske, træer, en sten, bjerge eller andre ting i naturen, der for mig lynhurtigt ligner dyr, og når jeg maler kommer dyrefantasier bare ubevidst ned på lærredet.

En invitation fra et galleri i Shanghai til at udstille på en af verdens største kunstmesser gav mig inspirationen til at male ”Eventyrtræer”, for det var mit livs eventyr at komme til at udstille i både Shanghai og i Singapore, og jeg fik frit valg i tema til at male et stort blikfang til udstillingen. At mit første store ”Eventyrtræ” blev købt og endte i Californien hos en direktør i Disney har sin helt egen og spændende historie.

Jeg er af den overbevisning, at et maleri med flere oplevelser aldrig bliver kedeligt at eje – det vil blive ved med at give dejlige oplevelser og nye overraskelser - det er med til at gøre livet til et eventyr. Farver påvirker os alle. De har en betydning. At arbejde med farverne i malerierne gør mig glad og giver mig en utrolig energi, som jeg meget gerne vil øse videre af. Humoren og dobbelt betydning i en titel eller i selve maleriet er ofte en væsentlig del – der er med til at give dybde og mening i mine værker. Det er ofte sagt om mine malerier, at de rummer meget mere end overfladen viser, så gå blot selv på opdagelse”.

Her fortæller hun om ideerne og tankerne bag serien af de malerier, der har det fælles Tema: Tree of Life - Livets Træ:

”Alle træer ser jeg som smukke skulpturer. Træet og stammen kan være mig – eller dig selv - og i træerne symboliserer løvet og hjerter alle de mange indtryk, der er og har været i mit liv. Store og små oplevelser, begivenheder, mennesker jeg møder og utallige indtryk er kommet til mit livs træ, og fra alt omkring mig suger jeg viden og erfaring til mig og tager dette til mit hjerte. Det gør mig stærk og får mig til at gro.

Farverne symboliserer, at selv om alt i livet ikke nødvendigvis er lyst og positivt, giver det en balance og en harmoni, der giver mening og som gør mig stærk – det gør mit liv spændende, det giver mig kraft og styrke. Nogle ting i livet er svære at nå, og man mister også af og til noget i livet, eller tid og sted er ikke det rette, men nye indtryk og oplevelser kommer til.

Jeg er ikke sådan at puste til og vælte. Jeg er – ligesom træet - nok fast forankret men også fleksibel nok til at svaje lidt i vinden og til at tage alle indtryk fra hele verden og fra alle kulturer til mig. Jeg tager ved lære af tingene hver eneste dag. Træer er magiske, de er fantasifulde, de er smukke og spændende træer. Jeg er også af den overbevisning, at de fleste mennesker kan genkende sig selv i træernes historie. For træet kunne jo også være dit træ med din historie, hvor du selv er stammen med alt det, der påvirker dig.

Gennem mødet med mennesker fra så mange forskellige lande og kulturer har jeg set, at kærligheden er overalt. Hos rig og fattig, i øst og vest, på tværs af landegrænser – kærlighed til andre mennesker, til steder, til ting osv. og jeg forstår i dag til fulde, at det er kærligheden, der får os alle til at leve og ”gro” – uanset vore betingelser, så selvfølgelig må ordet Love på alverdens sprog også have en plads i Livets Træ. Nogle træer har temaer med ord som ansvar, respekt, vilje, empati, håb, familie, omtanke, passion, nysgerrighed, muligheder o.s.v. fordi de mange begreber er med til at bygge os op som menneske og gøre os stærke. De giver livet indhold og mening.

I andre træer arbejder jeg med komponister og musikere eller musikgenre, fordi musik betyder så meget for mange mennesker og får følelser frem i os alle. I andre træer er temaet rejser/stednavne. Jeg føler så stærk en inspiration, når jeg rejser og besøger steder – at rejse er at leve - og som kontrast til den smukke natur, der til dagligt omgiver mig og inspirerer mig, er det også fantastisk at komme til en storby, mærke dens puls og få ”pustet i nakken” – det inspirerer mig og giver mig masser af energi, så naturligvis må både stednavne og storbynavne med i Livets Træ. Med Bådene og/eller Ballonerne i nogle af malerierne ønsker jeg at symbolisere rejselyst, eventyr, håb, glæde og optimisme. Det lange kik til horisonten giver plads til at ”falde ned”, slappe af og drømme. (JK)

 Jarsbo Contemporary Art 2023